Som fanden læser bibelen

Erling Groth skriver: Når Villy siger, at man skal indrette samfundet for at lade ”mennesket komme til sin ret”  virker det som en rød klud – også på Ole Thyssen. Han mener at Villy derved ”træder en slumrende løve over halen: idéen om en menneskenatur, som er konstitueret forud for samfundet, men med krav på samfundet. Denne ide bliver den dybe del af idéen om midten, som er Villy Sørensens normative grundlag” hævder Thyssen (s. 337), vel at mærke uden at Thyssen forholder sig til Villys argumenter og svar på den samme kritik for 20 år siden i bogen Røret om oprøret.

Også Villys demokratiopfattelse måtte stå for skud. I et 40 siders langt essay om ”Demokratiets problemer” fra 1980 (optrykt i Demokratiet og kunsten, 1989), refererer Villy forskellige politologers demokratisyn efter anden verdenskrig, bl.a. dem der ser et demokratisk problem i at ”menneskene som de er flest ikke er tilstrækkelig selvstændige, modne og orienterede. Det sidste afgørende argument mod demokratiet er – mennesket! Folkestyrets store problem er folk!”(s.34).

Villy refererer altså andre forskeres uberettigede indvendinger mod borgerdeltagelse. Alligevel får Ole Thyssen lagt følgende ord i munden på Villy Sørensen: ”Demokratiets problem er folket, hedder det, hvor problemet både kan være folkets eksistens og dets kvalitet” (Både frem og tilbage, s. 335).

Den slags goddag-mand-økseskaft-argumentation er forbavsende læsning. Mon ikke det først og fremmest vidner om at Ole Thyssen havde noget i klemme overfor Villy, slutter Erling Groth.  

Se i øvrigt hele Erlings Groths essay: ’Villy Sørensen mellem poesi og politik’,s. 119  i Med Villy i midten – 28 vidnesbyrd om Villy Sørensen, Gyldendal 2004.