Villy Sørensen

Indledningsvis blev baggrunden for dagens tema skitseret: i en samtale om hvorfor det er så svært at finde et fælles grundlag for en almindelig samfundsdiskussion[1] opstod tanken hos Niels Barfoed at demokratiet må være et oplagt tema til diskussion. Kun få dage efter dette møde offentliggjorde Ove Korsgaard en såkaldt demokratikanon, hvor han (blandt Holberg, Alf Ross og Hal Koch) placerede Villy Sørensen(s bog: Demokratiet og kunsten (1989).

Ove Korsgaards oplæg faldt i tre dele: om sit eget forhold til Villy Sørensen, om Alf Ross og Hal Koch, om Seneca og kosmopoliten.

Han startede med at placere Villy Sørensen på den Hal Kochske position (demokrati som livsform) i diskussionen med (mod) Alf Ross’ retspositivisme (demokrati som et sæt af regler), og endte med – indirekte – at kritisere Villy Sørensen for at ”screene” Alf Ross for meget af. Ove Korsgaard mente selv at Alf Ross’ position var nødvendig, men som Per Øhrgaard sagde til mig i pausen, gik Villy i virkeligheden ind for en ’internaliseret udgave af Alf Ross’, hvad der ligger på linje med hvad Habermas og andre har talt om. Hermed ville livsformsdemokratiet og retspositivismen godt kunne medieres. Dette var Gerd Just Mikkelsen (der tidligere har ytret sig på et fyraftensmøde om ytringsfrihed hos offentlige medarbejdere) også inde på, idet hun mente at forskellen mellem Hal Koch og Alf Ross kun var tilsyneladende: Hal Koch opererede med et ideal for demokratiet, mens Alf Ross talte praktisk om at bygge en retsstat på de eksisterende vilkår; altså to tilgange som både i teorien og i praksis godt kan forenes.

Villy Sørensen kritiserede Ross for at være samfundets ejendom. Han var mere på linje med Koch, men ikke ukritisk. Synet på naturen er stridens æble. Koch og VS er svage mht. moralens retliggørelse, fordi den side af sagen ikke interesserer dem, og fordi Ross og retspositivismen snævert inskrænker sig til denne side af sagen. For dem er folket selv vigtigere end nedskrevne love

Ove Korsgaard pegede på Seneca-bogen (1976) som Villy Sørensens hovedværk, hvis betydning blev større idet nogle grundlæggende stoiske tanker vinder betragteligt indpas i pædagogikken i disse år (samtidig med at pædagogikken vinder indpas i den generelle akademiske diskussion). Den stoiske tanke om medborgerskab får nu sit eget fag på seminarieskolerne (i faget Kristendom, livsoplysning og medborgerskab), og da Sørensen skrev sin bog var disse tanker meget fjerne og Seneca stort set glemt. Det var et svar fra Suzanne Brøgger, der dels sagde at res publica også er en individuel opgave og gjorde opmærksom på at medborgerskab var blevet indført i det engelske undervisningssystem.

Fremtidens demokrat er borger i to riger, i verdenssamfundet og i staten. Tanken om kosmopolitisk demokrati er slået stærkt igennem i de sidste par årtier (Habermas, Ulrick Beck m.fl.).

Den viise er ikke produkt af omstændighederne, men herre over dem. I forlængelse af denne stoiske tanke pointerede han at demokratiet må hente sin næring udefra eller nedefra, det kan ikke opretholde sig selv i kraft af sin egen formelle struktur, sådan som Alt Ross mente.

Det springende punkt, sagde OK var hvordan moral bliver til ret og på hvilken måde retten hviler på moralen.

Villy Sørensen mener at demokrati bygger på den enkelte, diktatur på massen. Opgaven er at gøre massen til demokrater, og denne opgave bidrager retspositivismen ikke til i sin skarpe skelnen mellem ret og moral og i sit syn på moral som subjektivisme.

Jacob Rendtorff startede med at præsentere andre former for demokrati end de to opstillede (livsformsdemokratiet og retspositivismen) i skikkelse af demokrat-typer (f.eks. partisoldaten, frihedskæmperen, den kritisk intellektuelle, den økonomiske demokrat m.fl.). Dernæst to kritikpunkter: dels at retspositivismen skelner mellem ret og moral, en skelnen man ikke kan undvære i et retssystem, en skelnen der forsvinder, hvis man – som Hal Koch (i Jacob Rendtorffs optik) – lader ret og moral overlappe hinanden, dels at begreberne natur (VS) og livet (Hal Koch) er for vage i sine definitioner. Det handler også om kontekst: for eksempel opponerede retspositivisterne i 30'ernes Tyskland mod nazisternes hævdelse af en naturgiven ejendomsret over jødiske besiddelser.

Ove Korsgaard replicerede at der mere var tale om forskellige afstande mellem ret og moral, for Hal Koch gik også ind for en skelnen mellem ret og moral, afstanden imellem disse var blot kortere end for Alf Ross. Desuden havde han taget både Alf Ross og Hal Koch med i sin kanon.

Til punktet om de vage definitioner, sagde Ove Korsgaard at demokratiet måtte bygge på noget, der lå udenfor det, på noget oprindeligt. Per Øhrgaard sagde at kunsten hverken var demokratisk eller udemokratisk i sit væsen, men noget andet, noget der gik udover demokratiet. Den er altid det mere, som vi aldrig kan få med.

I pausen talte jeg med Ove Korsgaard om den logiske nødvendighed der ligger i at ethvert system må have sin legitimerende instans udenfor sig selv. Et system kan ikke begrunde sig selv. Den legitimerende instans i Hal Kochs og Villy Sørensens demokratiopfattelse ligger på metafysiske størrelser (livet og naturen). Så kom Torben Brun (i anden pause) og korrigerede: For Villy Sørensen var naturbegrebet meget konkret, det havde at gøre med naturlige behov for mennesket samt de økologiske begrænsninger den omgivende natur sætter. (Jeg talte med Ole Thyssen nogle dage inden mødet – ham havde vi også inviteret, men han kunne ikke – og han kritiserer, ligesom Jacob Rendtorff, Villy Sørensen for at være for vag i sine definitioner. Torben Bruns replik er svar på denne kritik).

Poul Roepstorff undrede sig over at kunsten ikke skulle være ligeså inspireret i et demokrati som i et diktatur, hvortil Torben replicerede at kunsten er ligeså inspireret i et demokrati som i et diktatur, men ikke ligeså inspireret af demokratiet som af diktaturet.

Kasper Støvring pegede på at staten må påtage sig en terapeutisk rolle hvis den definerer demokratiet som livsform, hvortil Ove Korsgaard sagde at enhver stat der tager sit demokrati alvorligt må opdrage sine borgere til demokrati. Det er ikke naturgivent (uagtet at han hævder at demokratiet hviler på naturretten). Der ligger altid en risiko for at denne opdragelse går for langt og bliver totalitær.

Niels I. Meyer præsenterede 11 punkter til belysning af demokratiets problemer – med udgangspunkt i Villy Sørensens artikel af samme navn fra skriftrækken Krise og utopi: Demokrati-nummeret 1980.

Det grundlæggende problem for demokratiet er at de politiske processer er besværliggjort og til tider umuliggjort af det økonomiske system, der eksisterer i de fleste demokratier. At demokratiet sædvanligvis er forbundet med en liberalistisk og ikke en socialistisk økonomi skyldes – iflg. Meyer - at det var borgerskabet der i sin tid fik tilkæmpet sig frihedsrettighederne.

Der findes nogle grundlæggende dilemmaer i de eksisterende demokratier, men også formelt set i demokratiet. Formelt set er der altid en spænding imellem frihed og lighed: jo mere frihed, desto større risiko for mindre lighed, jo mere lighed, desto større risiko er der for mindre frihed. Desuden mellem individ og fællesskab, mellem demokratisk humanisme og egoisme.

- Ulighed: selve den økonomiske ulighed undergraver borgernes frie handlinger og ytringsfrihed, dels fordi ejendomsretten giver magt over andre mennesker, dels fordi medierne er styret af rentabilitet, hvilket udelukker en mængde informationer og viden. Desuden er selve uligheden drivkraften i en grænseløs vækst, fordi både rige og fattige er interesseret i at få mere, de rige i at fortsætte akkumuleringen, de fattige i at få det de andre har.

- Mistillid. Der findes en generel mistillid både til politikere og det politiske system. Staten er kapitalens forlængede arm eller bureaukratisk undertrykkelse af det frie initiativ. Demokratiets problem er mangel på demokrater (VS).

- Økologiske ubalancer, økonomiske interesser går forud for saglighed og argumenter.

- Medierne er styret af sponsorer og pengeinteresser, der derfor hæmmer en saglig debat.

Han sluttede med en apologi for oplysningen ved at citere Thomas Jefferson: ”Jeg kender intet sikkert sted for samfundets højeste magt uden folket selv. Og hvis vi ikke mener, at folket er oplyst nok til at udøve denne magt med klogskab, så er midlet ikke at tage magten fra folket, men at forøge dets viden (discretion)”.

Henrik Stampe Lund gik imod formodningen om at en Hal Kochs forståelse af demokratiet skulle være en slags religionserstatning for Villy Sørensen. Nej, han opfattede demokrati som rammer for livsudfoldelse. Eftersom al tale om menneskets behov har forladt det politiske sprog, løber den offentlige diskussion derfor risiko for at falde i dybe ideologiske kløfter.

Desuden nævnte han at da demokrati i sagens natur udvikler sig til et kompleks samfund, tjener den komplekse kunst blandt andet til at opdrage borgerne til demokratiet.

Niels I. Meyer pegede på at naturen ikke kun er metafysik: naturen kan man ikke byde hvad som helst.

Jeppe Marsling spurgte hvorfor overhovedet kanon over demokrati og satte fingeren på den bornerte nutid, hvortil Ove Korsgaard replicerede at der skelnes for svagt mellem kunst og kultur og at kulturkanonen er et hverken eller, bl.a. fordi Brian Mikkelsen ville have en kulturkanon, mens Jørn Lund (formand for kanonudvalget) siger at de har lavet en kunstkanon. Demokratiet har nogle historiske forudsætninger, bl.a. tolerance, her i Danmark repræsenteret ved Holberg.

Erling Groth huskede på den fornemme danske tradition med hvad der tidligere hed nærdemokrati, men i dag hedder borgerinddragelse.

Sam Fleischer sagde at de store katastrofer skal ske før mennesket handler, hvortil Niels I. Meyer citerede Villy Sørensen: I gamle dage kunne man ikke vide hvad man troede, i dag tør vi ikke tro på det vi ved (citeret efter hukommelsen). Hvor sikre man et demokrati imod misinformation? Der er spirer til organiseret modbevægelse (World Social Forum og ATTAC-bevægelsen), men det går meget langsomt. Hvorfor er internettet ikke forlængst inddraget som globalt redskab for demokrati?

Én hævdede at kunsten altid er der hvor der er fornægtelse, hvortil Sylvester Roepstorff mindede om sidste kapitel i Digtere og dæmoner (1959) hvor Villy Sørensen taler om fremtidens europæere, der er skabende og som derfor kan overvinde den nihilistiske grundstemning der prægede Europa på det tidspunkt.

Én pegede på at etikken i dag er helt individualiseret og at institutionerne styres af kold beregning.

Karina Søby Madsen efterlyste nogle konstruktive og positive mål, som hun bl.a. så i de muligheder for anarki, som internettet byder på.

Mødet blev refereret i Information weekend 10-11.marts 2007 af Rasmus Bang Petersen.

[1] Noget af baggrunden for disse tanker kan læses i artiklen Luftlim - klik her.

Klik her for at læse de første sider af Demokratiet og kunsten.