Søndagsordet 11. søndag efter trinitatis (Luk. 7, 36-50)

I 1992 udkom Villy Sørensens bog, "Jesus og Kristus". Den blev kritisk modtaget af teologer, og også jeg anmeldte den meget kritisk, fordi jeg dengang ikke mente, at den bragte noget nyt, men i virkeligheden gentog, hvad liberalteologien også stod for, og som der siden hen – med rette – var gjort kraftigt op med.

Jeg erfarede, at Villy Sørensen blev både ked af og såret over min anmeldelse. Det kan jeg godt forstå, for det var ikke rigigt, hvad jeg skrev. Ved genlæsning i dag kan jeg se, at Villy Sørensens bog ikke blot er original i sin tolkning af Jesus, men også brændende aktuel.

Luderen, der salvede Jesu fødder, og som vakte stor forargelse hos husværten, Simon, fik sine mange synder tilgivet, fordi hun elskede meget. Tilgivelsen havde altså en grund hos det menneske, der blev tilgivet.

Tilgivelse forudsætter kærlighed. Ikke i betydning af, at det netop er kærligheden til Jesus, der betinger kærligheden, for det kan vi ikke slutte af beretningen hos Lukas, men langt snarere handler det om, at kærligheden som svagheden, magtafkaldet betinger tilgivelsen, er tilgivelsens klangbund, og det, der gør, at man overhovedet har brug for tilgivelse.

Når der i dag – også politisk, og ikke mindst verdenspolitisk – tales om forsoningens nødvendighed som erstatning for magt og hævn, så er det vigtigt at slå fast, at tilgivelse og forsoning ikke kan stille noget op mod magten. Det sker først, hvor magten demonteres, eller hvor vi giver afkald på magten.

Luderen krævede ikke med mange og bønfaldende ord tilgivelsen af Jesus, udtalte end ikke sit behov for den, men i sin ordløse gestus stillede hun sig blot, hun havde 'kun' sin kærlighed at komme med.

Villy Sørensen udtrykker tankegangen på en original måde. Lukals' beretning "siger ikke kun, at der er tilgivelse for den, der har elsket meget, men også, at der ikke er megen kærlighed hos den, der ikke tilgives" (p. 63). Således er der tale om en enkel tankegang, selv om den kan være vanskelig at formulere, nemlig at kærlighedens behov skaber mulighed for tilgivelsen, der igen skaber kærlighed i et menneske.

Og det er så fremtiden for ethvert menneske. Eller det kan formuleres – igen – med Villy Sørensen, der mod slutningen af sin bog polemiserer mod den tankegang, at "guds riges komme betyder denne verdens undergang. Man kunne med lige så stor ret hævde det modsatte" (p. 239).

Netop! Det er er her allerede, Guds rige, for os som for luderen hin dag i farisæerens hus. Hvis ellers vi tør give afkald på vor magt og lade Guds nåde være os nok.

Kjeld er biskop over Århus Stift.