Villy Sørensen, født 13. januar 1929, opvokset i Valby, var ung i ”den tavse generation”, der hav- de oplevet krigens alvor som teenagere. Efter sin livskrise i 1947 – delvis udløst af en ulykkelig forelskelse – måtte alt ”omfortolkes og om­vur­deres”. Efter lykkelig læsning af hele Søren Kierke- gaards forfatterskab skrev han sine erindringer, samt en roman, Mørkets barn, som han selv kasserede.

Trods afvisning fra Wivels Forlag, der omtalte den unge debutants stil som ”H.C. Andersensk pla- stiksprog”, debuterede Villy Sørensen i 1953 på Gyldendal med en i Danmark hidtil uset digtning, nemlig Sære Historier. Herfra stammer de folkekære noveller ”Tigrene” og ”Blot en drengestreg”. I 1959 fulgte hans kunstteoretiske skrift Digtere og dæmo­ner, som  indeholder en sammenfat- tende symbolsk analyse af danske folkeviser. Det eksistentielle engagement udfoldede sig i dybe biografiske værker om Nietzsche (1963), Kafka (1968), Schopenhauer (1969) og kan siges at kulminere i værket om stoikeren Seneca (1976).

Fejlslagne operationer for en ryglidelse forhindrede dog ikke Villy Sørensen i at deltage i det politiske røre i 70’erne: Debatbogen Oprør fra Midten (1978), som han skrev med en videnskabs- mand (Niels I. Meyer) og en tidligere undervisningsminister (K. Helveg Petersen), blev årtiets mest solgte debatbog.

I sit livs og sit forfatterskabs sidste fase skrev Villy Sørensen hovedsagelig gendigtninger af myto- logier: Ragnarok (1982) om nordisk mytologi og Apollons Oprør (1989) om græsk, samt Jesus og  Kristus (1992), et opgør med kirkens Jesusbillede. Den sidste bog han indleverede, som udkom efter hans død (16. december 2001), var dog en samling gendigtninger og små historier: 55 baga- teller (2002).

Villy Sørensen skrev i alt 30 bøger og oversatte 20 (fra tysk og latin).

Fra 1965 var han medlem af Det Danske Akademi, og modtog Nordisk Litteraturpris i 1974 for bogen Uden mål - og med. Moralske tanker (1973). Desuden blev han indstillet til Nobels litte- raturpris flere gange.

Ikke kun blandt venner og kollegaer var han værdsat: Da han fyldte 70 kaldte dagbladet Politiken ham i en leder for ”nationalfilosoffen”.

(Jeppe Marsling, februar 2005)