Hvilken magt?

Et diskussionsoplæg af Sylvester Roepstorff

De kulturradikale har altid haft det svært med magten, sagde Henrik Dahl til mødet onsdag d. 16. marts. Ikke desto mindre har kulturradikalismen sejret som den intellektuelle strømning, som Oprør fra midten endeligt forvandlede til en politisk ideologi. Det ser han blandt andet i reformpædagogikken, i kulturpolitikken og endda også i kirkepolitikken, og eftersom Hans Hertel, der skrev artiklen om kulturradikalisme i Den store danske encyklopædi, har betegnet Villy Sørensen (s.m. Klaus Rifbjerg) som bærere af kulturradikalismens tredje bølge, må denne følgelig også have (haft) magt.

Det stiller et problem, som Carl Steen Pedersens oplæg – på samme møde – indirekte kunne svare på.

  Problemet er – som Henrik Dahl siger - at de kulturradikale generelt har været afvisende eller berøringsangste overfor magten.

  Svaret kunne være, at Henrik Dahls magtbegreb ikke er det samme som Villy Sørensens, og at Villy Sørensen ifølge sit eget begreb om – den korrumperede - magt ikke har haft del i den.

  Carl Steen Pedersen refererede betragtningerne fra Villy Sørensens bog Jesus og Kristus, hvor kristendommens tvedelingslogik er magtens grundlag. Tvedelingslogikken kommer tydeligst til udtryk i apokalyptikken, hvor der sættes skarpe skel mellem den dennesidige og hinsidige verden, imellem de frelste og fordømte, imellem os og dem. Det er en tvedelingslogik, der gennemsyrer vores samfund, tænkning – og nutid - og som tømmer den dynamiske midte for kraft. Dette medfører blandt andet en kynisk realpolitik, en overdreven persondyrkelse, et tavst flertal og forenklingernes tyranni. I dette lys er det svært at se, at den kraftfulde midte skulle have vundet kulturkampen.

  Henrik Dahl ser med andre ord kun på lovgivningen og bruger ordet magt i en juridisk forstand, hvad der er mange gode grunde til, men som hverken dækker alle aspekter – dækker den de vigtigste? – eller Villy Sørensens begreb om magt.

Kommentar - skriv her.