Af Jeppe Marsling

Som Villy Sørensen sagde om vor første nationalfilosof Søren Kierkegaard - at det var utænkeligt at forestille sig hans filosofi uden dens sprogdragt - kan man med rette sige om vor sidste nationalfilosof Villy Sørensen: Når Sørensen talte eller skrev om kulturen talte han ikke blot om den - som iagttager - han talte også fra den - som deltager - og på en sådan måde at lytter eller læser gerne blev lutter deltagelse. Store ord er ofte tomme ord, det er ikke mængden af ydre patetisk patos der skaber storhed, men omvendt den indre virkelighedsoplevelse, en meningsfylde af etisk etos. "Godt sagt", siger vi netop, når nogen siger noget stort – underforstået: det var ikke stort om ikke det var godt. Er det gode ikke det sande og det sande ikke det gode - som hos Platon og Sokrates - så er der hverken sandhed og godhed til, og så kunne ordene ikke lette det i tungsindet som vi tyngedes af at være foruden; Sørensen havde ord for det gode og satte det ofte op mod det bedre, som man ikke kan få nok af, fordi kun det bedste er godt nok til alle - som der jo netop ikke er nok til. At have det godt betød for Villy at være hel – helt sig selv – og at gøre det gode betød at gøre noget for det hele, - også selvom det kun var en lille smule man orkede, sådan at forskellen på sindsopladthed og helhed på den ene side og sløvsind og splittelse på den anden også blev en forskel på den sunde, helende indsats og på den sygelige, splittende ”indsats”. Således sagde Sørensen om sindet – ”Får man ikke helheden med sig, får man den imod sig, delvist" - og om velfærdssamfundet sagde han: "Det er godt vi har fået det bedre. Men det havde været bedre om vi havde fået det godt"(!)

Sådanne ord virker snarere i os end på os, de er ikke blot ordspil til intellektet, men ord om - og fra - virkeligheden i os; i et interview bemærkede en træg Sørensen ”at virkeligheden må være det som virker.

Men at få virkelighed og sproglighed til at flyde sammen - og ligefrem få et virke ud af en sådan overensstemmelse - var ikke noget Sørensen kom sovende til.

Læser man i hans ungdomsdagbog "Tilløb" (fra 1949) dumper man ned på skødet af en 20-årig, der kæmper for et livssyn for at uoverensstemmelsen mellem personligheden og virkeligheden til ophør, og med den søsygen - nausea - for at bruge eksistentialisten Sartres ord. Ved siden af filosofien og novelleskrivningen gik den unge søsyge Sørensen til forelæsninger i psykiatri: på eget initiativ opsøgte han endda en lærd professor for at komme med på stuebesøg, hvad nok vidner om at han ikke blot søgte et alternativ til forfatterdrømmen - men også til galskaben. Det er sagt at "geni er i slægt med vanvid" - et dramatisk udsagn som nok kunne tæmmes af den som husker på at genius blot betyder ånd og sind, så at det mere afstemt kunne lyde: Det sarte i et sart sind rummer netop en tvetydig tilbøjelighed til enten sindinghed eller sindssyge, - hvad passede på den unge Sørensen. En sådan konstitution tilbyder ikke et både-og, den er et enten-eller, og Sørensen lærte at indrette sig, at leve med sig,-  som han ville have sagt det; dvs. At undgå de situationer hvor emotionerne helt tog over og dem hvor emotionen helt forsvandt.

I 1950 fremviste forelæsere i psykiatri psykiatriske tilfælde - som eksempler på hvor galt det kunne gå. Sørensens forelæser pegede på den stakkels patient og vrinskede: "Han fortolker!", - hvorpå han anlagde en saglig mine og så de bekymrede studerende stift ind i øjnene. Mange år efter i et interview kommenterede Sørensen denne udtalelse: "I auditoriet slog det mig at det gjorde jeg også!". At fortolke - sin indre og ydre virkelighed - blev siden hos Sørensen ethvert menneskes både naturlige og personlige behov - og udfordring, thi det er en opgave der ikke løses én gang for alle, men netop foreløbigt. Dagbogen fortæller os at Sørensen - fra psykiatrien - og Freuds psykologi - lærte at drømmeforløbet netop er en sådan fortolkningsproces og lader os følge med i hvorledes han kastede sig ud i at fortolke sine drømmes fortolkninger, således at han alligevel kom sovende til sin store selverkendelse.

Ligesom vi i drømme kan være bevidste om at vi rent faktisk drømmer, kan vi om dagen generindre vore drømme - og dagdrømme - uden at blive helt bevidstløse: Det smukkeste billede på dobbeltheden mellem drøm og bevidsthed er uden tvivl det vise asiatiske yin-yan-symbol. Og selvom det lyder skidt er en god analogi til fortolkningsprocessen netop vor fordøjelsesproces: begge har de at gøre med at bearbejde, opløse og omsætte det som vi udefra har optaget i os - og som har optaget os. I sproget tales der jo også netop om "åndelig føde" og "om at man ikke kan fordøje en svær oplevelse".

Sørensen begreb begrebet fortolkning mere radikalt end nogen anden psykolog eller kunstner før ham, for han begreb det netop både som psykolog og kunstner: fortolkningen blev så at sige mellemregningen mellem det indre og det ydre, et bindeled mellem drømmen i individet og kunsten i samfundet - ved netop at begribe hvordan mennesker skaber sammenhæng, fik Sørensen skabt sammenhæng - ikke blot i begreberne, men også i livet. Man kan sige at den unge filosof gik til eksamen i sig selv og mere end bestod da han formulerede selve sammenhængen mellem den indre sammenhæng og den ydre: "Drømmen er for individet, hvad kunsten er for samfundet". Så godt sagt var det at mange siden har fået det bedre af at sige ham det efter.

Villy Sørensen er alligevel så gammel og den tyske dybdepsykolog Carl Gustav Jung alligevel så ung, at de begge to psykologiserede og fortolkede - om end ikke om kap - så på livet løs i 1950'erne: Jung søgte sammenhæng mellem drømmeverdenens symboler og religionernes, Sørensen søgte en sammenhæng mellem drømmeforløb og digterisk forløb i folkeviserne - og såmænd i selve det forløb som hele samlingen af folkeviser udgøres af. Og havde Sørensen i sommeren 47 af ulykkelig kærlighed læst Søren Kierkegaards værk fra enden til anden - også breve og dagbøger - så åd han sig nu fortolkningslystent gennem Svend Grundtvigs meterlange samling af danske folkeviser: en kraftpræstation som både mundede ud i hans - delvist anerkendte - mesterværk "Digtere og dæmoner" fra 1959 - og i hans ligeså delvist anerkendte ryglidelse (bogen er lige blevet genudgivet i paperback på Gyldendal og kan fås for en symbolsk sum, nemlig en hund - eller en "Carl Nielsen" for nu at ihukomme ham her, hvor talen er om folkeviser og dæmoner).

"Det som appellerer til fantasien er ofte det som ikke uden videre kan accepteres, det man - som det hedder med et udmærket udtryk - ikke kan "komme over": fantasien må bestandig søge tilbage til det uforløste, ligesom de velmenende hvide blodlegemer strømmer til det betændte sted(...)Digterens opmærksomhed tryllebindes af det som han har svært ved at fatte og acceptere, det som han ikke kan "fortolke" - og hans kunst er forsøget på at fortolke det (...) Dæmonerne lurer ikke på mennesket i tide og utide, de træder først frem når det står i en særlig, kritisk situation - "forlovelsessituationen". I ovenstående citatsammenhæng kan man ane omridset af bedriften: Sørensen indså visernes forløb symbolsk sådan at broen blev den fortolkende bevidsthed og dyndet under den blev det ufortolkede, hvorfra det dæmoniske - i form af trolde, elverpiger og havvæsener – vildt og uinviteret brød ind i tilværelsen for at tryllebinde de forbipasserende og rive dem ud af deres uskyldige uvidenhed. Forlovelsessituationen blev den centrale overgangssituation, hvor den unge forlader barndommens bred for at søge grund under fødderne på den anden side blandt de seksuelt bevidste, i de voksnes rækker. På vejen har seksualiteten og døden - de to største dæmoner - netop et mellemværende med de unge som – er opdraget – til at overse disse to utilregnelige livsledsagere. 

Den som vil følge Sørensen udi folkevisernes land kommer både på en traditionel dannelsesrejse og på en moderne drømmerejse; ikke sådan en ydre, letkøbt én hvor man får en elastik om livet, men på indre, hvor ingen slipper billigt forbi far-trold i dyndet og mor-heks foran det hule træ med hundene i.

I dag er "forlovelsessituationen" vel blevet til "forelskelsessituationen" - selv for de mere traditionsbundne borgere kristne og muslimer, thi det er ikke moderne at blive forlovet uden at være forelsket - og litteraturen så småt afløst af filmen og fjernsynet. Men her er sandelige mange dæmoner, monstre - fra ”rummet” og upersonlige naturkatastrofer eller psykopater, der kræver deres ofre netop i den ømme situation hvor mest skal fortolkes, - hvor der er mest på spil. Overgangsalderen er ikke bare en fysisk alder, hvor nogle fremmede livs –og dødstegn gror ud, den er i højere grad en psykisk alder, der ligeså konkret – objektivt – konfronterer os – subjekterne – med en ny og anden virkeligere virkelighed, hvor vore liv kan skabes og tabes, og hvor vore opdragere ikke længere kan sikres os mod den hele seksualitet og den faktiske død.

Næste gang læserne af dette essay sidder i teatrets, biografens eller tv-stuens mørke og skal til at drømme med for åbent tæppe, vil han eller hun være måske være vågne nok til ikke - bevidstløst - at lade det hele ske foran øjnene, men netop være bevidst om at alle film er drømmefilm, fortolkningsforløb, der ligesom vore drømme og mareridt kræver fortolkningens deltagelse for at blive taget alvorligt. Ligesom den gamle alfader Odin - og den knapt så gamle Villy Sørensen – bør man have sit ene øje i sjælens brønd, så at man ikke blot får mere fjernsyn i hovedet, men også mere syn for sagn under bæltestedet.

Jeppe Marsling, f. 1974, skribent. 12.11.2005.

(Bidragsyder til bogen ”Med Villy i Midten – 28 vidnesbyrd om Villy Sørensen”, Gyldendal 2004)