"Demokratiets problemer

Demokratiopfattelse i efterkrigstiden

Hvad er demokrati? En styreform, der kan defineres neutralt, som Alf Ross gjorde i 1949, - en livsform, der ikke kan rummes i en definition, som Hal Koch mente. Diskussionen om demokrati forvirres ofte af at ordet er flertydigt og det sjældent gøres ganske klart om det er demokrati som styreform eller som livsform, demokrati som neutralt begreb eller demokrati som idé eller ideal man taler om. Det kan være svært at holde betydningerne ude fra hinanden, fordi den demokratiske styreform næsten altid anses for den bedste i teorien: få regimer bryder sig om at blive kaldt udemokratiske, men forsøger hellere at 'presse definitionen' eller at lyve kendsgerningerne om, så at de selv kan gælde for særlig demokratiske.

  Efter sidste verdenskrig var det almindeligt at tale ret patetisk om demokratiet, hvad man blev ved med under hele den kolde krig. Var det ikke demokratierne der havde sejret over diktaturerne (USSR var selv Hal Koch i 1945 tilbøjelig til at opfatte som demokratisk!) - og var det på den anden side ensbetydende med demokratiets sejr? Demokratiet sejrer ikke med våben, og i tiden før 2. verdenskrig havde man talt meget om demokratiets død. Englands store gamle liberale demokrati Lloyd George udtalte i 1934 at efter hans opfattelse havde kun to mænd begreb om hvad der rørte sig i tiden: Mussolini og Stalin! Demokratiet kunne i sin parlamentariske sendrægtighed ikke følge med tiden og var ineffektivt i forhold til de handlekraftige diktaturer. Et chok var det jo for de troende demokrater at Hitler faktisk var kommet til magten ad parlamentarisk vej, og at ingen demokratisk leder kunne opnå en så begejstret tilslutning som de fascistiske diktatorer. Ikke så mærkeligt at Hal Koch i 1945 måtte lægge vægt på at afstemningen, flertalsafgørelsen ikke er det væsentlige i demokratiet. Flertallet har ikke altid ret".

Fra Demokratiet og kunsten, s. 7-8. Første gang trykt i Krise og utopi 4, 1980.