|
Referat af møde om Jesus og Kristus Referat af fyraftensmøde 19.11.2008 i Gyldendals kantine. Villy Sørensen og modtagelsen af Jesus og Kristus Efter at Erling Groth havde budt velkommen på netværkets vegne, introducerede Sylvester Roepstorff (SR) kort baggrunden for bogen og nogle af dens hovedteser. Formålet med mødet var at tilføje nye aspekter til den igangværende religionsdiskussion, men også at rette en smule op på den negative modtagelse bogen fik. Århus-biskoppen Kjeld Holm blev citeret – fra Kristeligt Dagblad – for at have genlæst bogen mere positivt, end da han anmeldte den for 16 år siden. Han lagde bl.a. vægt på bogens originalitet. SR sagde bl.a. at Villy Sørensens (VS) baggrund for at skrive bogen med fokus på den historiske Jesus var, at forestillingen om en digtet Jesus var for harmløs, og at han ville gøre sin egen stilling klar. Derfor måtte han skrive en analyse af de evangeliske tekster. Som en af de få fagfolk, der anmeldte Jesus og Kristus positivt i 1992, indledte Århus-teologen Per Bilde (PB) med at fremhæve de samme positive ting som dengang: VS var og er helt i overensstemmelse med den nyeste Jesus-forskning. Ifølge PB er det den bedste Jesus-bog indtil 1992, og bogen har været med til at bane vejen for de fremskridt der er kommet til siden. Men efter udarbejdelsen af PBs egen bog Den historiske Jesus, udkommet i 2008, havde han i dag flere kritiske punkter at fremføre – på trods af at han er fan af Villy Sørensen:
Ifølge PBs vurdering er VS' Jesus således ikke jødisk nok, ikke eskatologisk nok, ikke apokalyptisk nok og ikke fremmed nok. Han satte VS ind i traditionen fra 1700-tals filosoffen Reimarus og Albert Schweitzer. SR citerede VS for, at det var radikaliteten hos Jesus, der gjorde ham særlig og slidstærk. PB svarede at Jesus er 100% historisk person. Konsekvensen heraf, foreslog SR, er altså at PB heller ikke anerkender det universalistiske aspekt hos Jesus, selv om det er det kirken prædiker til folk. Det nikkede Bilde til. Forfatter og jurist Ulrich Horst Petersen (UHP) beskæftigede sig med den demokratiske Jesus. Jesus ville have det godt i et demokrati, mente han, fordi han ville have fuld frihed til sit virke, mens han ville blive forfulgt i et mellemøstligt diktatur. Demokratiet vil nemlig sige at vi kan godt selv – uden Guds hjælp, samtidig med at de gudelige tolererer andre gudelige i et sundt demokrati. Jesus og Kristus var i Petersens optik en forlængelse fra Oprør fra midten. Det går ikke uden etik i befolkningen. I diktaturet er det staten der tager sig af etikken, mens demokratiet forudsætter at borgerne har etikken på sin side. Niels I. Meyer hævdede at den danske folkekirke er en statskirke, hvilket Petersen korrigerede ved at sige at en statskirke kræver medlemskab af alle statens ansatte, hvad der ikke er tilfældet i Danmark. Staten er konfessionsløs. UHP mente at bogen falder naturligt ind i VSs produktion, men at ”Historien om den onde Judas” og ”Koncerten” er mere vellykkede. Desuden mente han, at Jesus og Kristus er en antropologi, og at baggrunden for at skrive den lå i en fornemmelse af en gryende fundamentalisme. Jesusbudskabet hos VS er antifundamentalisme. Teologen Mogens Müller fik ordet og betonede at hans og VS' forudsætninger var meget forskellige: Man kan ikke sige noget om den historiske Jesus, man får kun nogle brokker. Hertil svarede SR at det handlede om ikke at negligere den historiske Jesus, bare fordi man ikke kan komme frem til et objektivt billede af ham. Derfor benyttede VS hvad SR kaldte en ’litterær sandsynlighed’, dvs. de samme evner som man bruger når man skelner mellem ægte og uægte kunst – eller når man igennem journalistiske talerør søger at danne sig et billede af en situation, som man ikke selv kan blive helt samtidig med. Teologen Jens Glebe Møller mente at det må handle om denne litterære sandsynlighed, – men samtidig sagde han at det hele er et anliggende for troen. Litteraten Kasper Støvring (KS) læste Jesus og Kristus i lyset af det samlede forfatterskab og slog ned på VS's positive forhold til det mytiske fra og med Digtere og dæmoner til det næsten afmytologiserende projekt i Jesus og Kristus. Hans grundlæggende pointe var at faldet er den centrale idé i VS' forfatterskab. Faldet – som det evige traume - er et korrektiv til humanismen, og i den forstand findes der for VS kun en humanisme med indsigt i den begrænsning af det menneskelige, som faldet sætter. Faldet er en ontologisk kendsgerning, og VS' Jesusfigur formår at overvinde dette fald. Det sker fordi han er i besiddelse af kraften, som normalt kun viser sig momentant, æstetisk i form af inspiration, etisk som selvforglemmelse og religiøst som den mystiske oplevelse. Men spørgsmålet er om Jesus hos VS formåede at overvinde faldet på et ontologisk plan, det vil sige som en permanent tilstand? KS fremhævede VS' positive indstilling til religiøsiteten ved at citere det tredje punkt fra hvad han kaldte programerklæringen fra Hverken-eller (1961): Den nye (kultur)radikalisme må stride på to fronter: ”mod troen på at der er andre drivkræfter på spil i tilværelsen end de rent menneskelige – psykologiske og sociale – faktorer, - men også mod den rationalistiske forkastelse af de – religiøse og kunstneriske – symboler, som menneskets følelsesliv og dybeste erkendelse udtrykker sig igennem” (s. 244). Det var for VS selve det statiske element i kirkens dogmatik der er traumatisk. Der lå en tilgrundlæggende dynamik i VS's teologi, som gjorde at man kun kan nærme sig mysteriet igennem negative bestemmelser. At benævne det guddommelige er et overgreb mod det numinøse. VS ville redde humanismen fra kirkens dogmatisering. Imod Max Weber mente VS ikke at verden helt kan affortrylles: Det irrationelle liv og det oprindelige i menneskets natur er ikke en sygdom der skal kureres. /sylvester 8.12.08 Klik her for at se referat og omtaler af tidligere fyraftensmøder.
|
